| Sumario: | Mennesket betragter ofte den omgivende verden som en uudtømmelig ressource, der kan udnyttes, kontrolleres og reformeres. Ressourcerne omfatter både dyr, landbrugsjord, energikilder og mennesket selv. Men synet på verdens ressourcer undergår løbende forandringer. Det gælder ved sygdomsepidemier, som dem der ramte landbrugsbesætninger i 1700-tallet og fik store konsekvenser for de nordiske knaphedssamfund. Det gælder også i forbindelse med planlagte reformprocesser, som dem der i 1800-tallet sikrede overgangen fra en slægtsbaseret til en individbaseret ejendomsret i Sverige med konsekvenser for landbrugsjorden som ressource. Hvor jord er placeret et specifikt sted, lader andre ressourcer sig som regel transportere. Det gælder bl.a. de menneskelige ressourcer, der udgjorde omdrejningspunktet for den transatlantiske slavehandel. Bogen opregner forudsætningerne for handlen og dermed også hvad der gjorde det af med den igen. Mennesket som ressource var ligeledes aktuelt i 1940'ernes Finland, hvor behovet for flere mennesker i en krisetid igangsatte en planlagt reformproces, der skulle øge befolkningstilvæksten. Bogen belyser endvidere en række af kampagner, der skulle gøre Danmark til foregangsland for energibesparelser ved at reformere synet på ressourcerne og mindske forbruget, og den fortæller om immaterielle ressourcer i form af den historie og kulturarv, som skaber sammenhængskraft. Bogens afsluttende kapitel analyserer ressourcer og reformprocesser i et årtusindlangt perspektiv.
|
|---|
